Åååååhhh... Jeg savner Bornholm !

Så er familien tilbage fra Bornholm til hverdagen trumerum i det svenske.

Det er svært at sidde og kigge feriebilleder fra Bornholm, uden at få en lille klump i halsen over alle de skønne oplevelser OG mennesker vi savner. Det har været en sommer med både afslapning og arbejde.

Vi troede rigtig at vi skulle ud og se HELE øen og rigtig være turister. Men sådan blev det ikke... Alle de spændende mennesker vi havde igennem "butikken", fik den samme tur rundt i møllen, som vi selv allerbedst kunne lide. En typisk dag startede med lang morgenmad på terrassen. Når så nr. 2 sult meldte sig, gik vi ned på Kalas Kalas i Sandvig havn, til endnu en fantastisk kaffe og en ordentlig is. Måske havde Christian og Christina lige bagt kanelsnurra, og så kunne man ligesågodt lægge sig fladt ned på ryggen og bare indtage... 

Frokosten kunne sagtens blive nuppet i Hammerhavn hos Marie. Hun laver de bedste sandwiches. 
Hvis vi skulle forkæle os selv, hoppede vi op og spiste middag på Sommerpony, der er restauranten på Hotel Nordlandet. Selve hotellet er til at dø over, så lækkert er det, men Ponyen ( som den hedder i daglig tale derovre) er bestemt en besøg værd. Hvis man kan lide fantastisk mad altså... 
Inden det blev mørkt kunne man helt sikkert finde os bænket ned på Penyllan. Det er den nye ølbar, der ligger i underetagen af hotellet. Der hygger Christian og Jessica om gæsterne med den mest fantastiske øl fra eget bryggeri eller fra andre spændende øl-nørder fra resten af verden. Vil man prøve øl som aldrig før, SKAL man besøge Penyllan. Man kan nyde solnedgangen over Hammerknuden fra deres skønne sted.

 


De aftener der skulle være lidt gang i den ( I kan godt høre, at vi har slappet helt af ikk´) stak man hovedet forbi Gæsten nede ved havnen. Gæsten har det mest vanvittige program for hele sommeren af de helt store danske navne på musikscenen. Vi nød deres kæmpe grillbuffet til bla. Lukas Graham, Christoffer og Aura. For bare at nævne nogen... Gæsten er vild... Henrik og Marlene som har den, har virkelig sat gang i Allinge. Hvad de ikke har trukket til øen af kæmpe navne... Det er ikke småting.

Vi var så heldige sidst i juli at være med i DRs sommerprogramserie Mit Sommerliv med Sisse Fisker som vært. Vi gjorde, hvad vi kunne, for at fortælle hvorfor vi syntes at Bornholm betyder SÅ meget for os. Det skulle helst ikke blive én stor reklame for vores sted på øen, men mere en hyldest til nordelen af øen, som er den, vi er faldet helt tungt for. 

Jeg er glad for, at jeg starter op på kokkeskolerne i huset Rå i september måned. Jeg kan jo overhovedet ikke vente med at komme tilbage igen til endnu en runde blandt alle vores nye venner. 

 

Kommentar