Folkemødet

Folkemødet i Allinge på Bornholm er en fest. Annette har været med fire gange og er hver gang kommet hjem og har fortalt mig, hvor helt speciel en oplevelse, det har været. Og allerede i 2013 proklamerede hun, at hun ville være aktivt deltagende i fremtiden.

I mere end ti år har vi holdt sommerferie på Gæstgiveren i Allinge med vores børn, og derfor gav det god mening, at vi sammen kiggede vi efter et sommerhus i byen. Men i takt med at vi begyndte at tænke planer for deltagelse i folkemødet, så voksede nogle andre tanker, som vi tidligere har haft…tanker om at starte en virksomhed, som kunne forene mine evner i et køkken og Annettes evner for at organisere samt vores fælles interesse for æstetik.

Det var et tilfælde, at vi i september måned 2014 kørte gennem Allinge og passerede et skilt, hvor der stod ”Byggegrund til salg”. Vi huggede bremserne i og gik ind og kiggede nærmere på grunden. Den var intet mindre end perfekt, og samme aften mødtes vi med sælgeren og fik en slutseddel med hjem.

Siden da har vi bygget Huset Rå og alle de idéer, der udspringer heraf, som vi glæder os til at udfolde.

Vi var overmodige i sommeren ’15, hvor vi troede, vi ville være klar til at modtage de første folkemøde gæster. Huset var langt fra færdigt, og vi måtte installere et mobilt køkken og en toiletvogn i gården. Det var noget af en prøvelse, men et eller andet rigtigt må vi have gjort, for samme kunde har bestilt overnatning og middag under folkemødet i 2016.

Vi regner med at kunne meget mere på fremtidens folkemøder, hvor vi vil kunne tilbyde 100 kvadratmeter udstillingsplads og flere gastronomiske arrangementer.

Folkemødet er stadig en fest og en stor ting for Allinge, der i disse år udvikler sig og får et tiltrængt ansigtsløft, men vi ved, at byen og øen også har noget at byde på, når der ikke er inviteret til fest. Og det bliver fedt at vise til dem, der ikke vidste det.

Kommentar