Opskrifter er guidelines ikke facitlister…

 

Når de fleste mennesker åbner en kogebog, et magasin eller går på nettet efter opskriftsinspiration, er der mange der har den opfattelse, at alle aspekter i opskriften skal følges til punkt og prikke. Det er da klart, at der visse ting som f.eks. sart bagværk eller specifikke saucer, der er blevet gennemtestet gennem tidernes løb, men generelt er opskrifter til at lege med og improvisere med. Alles smag er jo heldigvis ikke ens.

Prøv at se på det mere som en sang du godt kan lide. På et tidspunkt hørte du nummeret for første gang, og tænkte, wow. Det kan være du har hørt det så mange gange, at du kan teksten udenad. Måske er det så kendt et nummer, at der er lavet coverversioner af det. Selvfølgelig er originalen lækkert produceret og lyder perfekt, men hvor mange er man ikke blevet positivt overrasket over en ny version af et nummer? Nye fortolkninger der måske ikke bare lyder lige så godt, men måske endda er endnu federe…

Det er præcis det samme med mad. På et tidspunkt har du enten smagt retten, eller er blevet inspireret af en artikel, eller i en kogebog. Og det er lige præcis her, sammenligningen kan laves. Du kan sagtens justere i elementerne i retten.  Du kan forenkle den til en rustik udendørs ret, eller du kan lave det enkleste måltid til dig og familien. Du kan også svinge den op til den mest overdådige gæstemiddag.

Er der noget du for alt i verden ikke kan lide smagen af i retten, så lad dog guds skyld være med at komme det i. Koriander er et godt eksempel på en råvare der deler vandende. Enten elsker eller også hader man det… Her kan du f.eks. servere det a part i en lille skål. Så kan dem der er vilde med det bare gå til den.

Et godt råd er at prøve at læse opskriften godt igennem, og så simpelthen lægge den fra dig, og så prøve at huske eller måske endda smage dig frem i stedet for at følge den slavisk. Jeg mener, det var Henrik Boserup, der en gang lavede en hel kogebog uden mål og vægt. Brug sanserne i stedet for at stole blindt på os kokke.

Jeg har været en del ude og undervise i kokke/madklubber. Der er det altid sjovt at provokere folk lidt til at bruge sine egne sanser, frem for at blive ”båret” igennem hele menuen.

Som jeg siger til mine sønner… Åbn munden, og luk øjnene…  

Kommentar